Hvad er best-practice på implementeringsområdet?

Vi drages af det "nye" og i sundhedsvæsenet har vi ofte en "glemmekultur". Ledere og politikere får julelys i øjnene når de får lov at lave den nye plan, den nye strategi, den nye politik ovs. Det er der svung i. Forskere og udviklere får julelys i øjnene når de får lov at lave de spændende studier, blive publiceret i Lancet, lave de nye værktøjer eller teknologier osv. Det er der svung i.

Implementering af alt det nye derimod - det er bøvl, og besvær og logistik. Det er den jammerlige opgave at OVERSÆTTE til handling og daglig praksis. Det er der not so much svung i. Det er der ikke mange der får julelys i øjnene over - ikke så mange andre end mig ;-)

For vi har ALLE et medansvar for at følge alle ideerne, planerne, resultaterne og måderne at arbejde på - alt forskningen og alle de spændende nye ting vi hitter på - hele vejen i mål. DET er implementering. Og det skal vi gøre på en evidensbaseret måde, fordi det handler om patienter og borgere, som fortjener at få maksimal gavn af det hele. Her har vi nu om dage best-practice værktøjer - som fx RE-AIM og WHO Fast-IM modellen.

RE-AIM og WHO Fast-Track Implementation Model

Implementeringsforskningen er et nyere interdisciplinært felt – en værre smeltedigle af ting og sager fra psykologien, sociologien, organisationsteorien, den kliniske verden, uddannelsesforskning, økonomi osv osv. Fælles for det hele er fokuset på "de rette handlinger" hos fx sundhedsprofessionelle og forsøget på at forbedre systematisk optag af forskningsresultater i praksis (og i organisering, policy-arbejde mv.). Det indbefatter også de-implementering af (beviste) lav- eller nulværdi aktiviteter.

Implementeringsvidenskaben har indtil nu produceret mere end 60 teoretiske modeller/teorier omhandlende forbedring af implementering og udbredelse af ny viden. Meget af det nyttigt nok ift. at forstå og rapportere på implementeringsprocesser og outcomes. Men også meget mangelfuldt ift. evidensbaserede tilgange (ud fra fx RCT’er) som siger noget om effekten af implementeringsstrategier.

I 2018 var jeg med i WHO-gruppen der udviklede, testede og publicerede den såkaldte WHO Fast-Track Implementation Model. Det handlede i høj grad om anerkendelse af behovet for en datadrevet ”motor” på implementeringen som også tager hånd om tidsfaktoren/ forsinkelsen på at evidens bliver til handling (i.e. de berømte "17 år fra evidens til praksis").

Modellen blev designet ud fra helt gængse værktøjer (inkl. PDSA osv.) og derpå testet internationalt i et multi-center RCT på 36 hospitalsafdelinger (36 unikke hospitaler) i 8 lande, med randomiseringen foretaget på ledelsesniveau. Interventionsgruppen brugte modellen i 1 år og kontrolgruppen fortsatte som vanligt uden modellen. Studiet viste at implementeringsgraden på det udvalgte kliniske område (her: KRAM-faktorer) blev signifikant løftet på blot det ene år (målt ud fra kvalitets-standardopfyldelse + dokumentation + tilbud/behandling). Vi lavede også et indlejret interviewstudie med patienter, ledere, læger, sygeplejersker m.fl. fra afdelingerne, som også viste positive resultater.

I kobling med det ofte brugte rammeværk for implementering, RE-AIM, udgør WHO Fast-Track Implementation Model en best-practice til hurtig, evidensbaseret og data-drevet implementering med indbygget systematik ift 360-graders afrapportering på både implementeringsproces og -effekt.

Kombinationen giver desuden organisationer et fælles sprog og de helt nødvendige og faktisk ret enkle redskaber som beviseligt kan være effektive ift. at accelerere implementering af evidensbaserede aktiviteter. På den måde kan man sige at kombinationen også fordrer en kultur, en praksis, en større synlighed og et "rigtigt" fælles ansvar for implementeringen.

På mine oplæg, seminarer og workshops kan i høre meget mere om dette - og få lov at dykke helt ned i materien med cases fra organisationer og fagfelter der ligner jeres, samt med jeres helt egne problemstillinger.